22-05-2015
Brugerne har taget godt imod ny e-Boks, hvor både det nye design og det forbedrede overblik falder i god jord. Ved en brugerundersøgelse i september 2014 svarede 85% ”god” eller ”meget god”, da de blev bedt om at give deres overordnede vurdering af ny e-Boks. Men hvad skal virksomheder og myndigheder fokusere på for at lykkes digitalt? Det har vi spurgt en af Danmarks førende it-eksperter, Tim Frank Andersen, om.
Hvilke aktuelle trends har størst betydning, når man skal lave digitale løsninger i dag?
Den ene trend er skiftet fra stationære computere til det mobile og tablets. Adfærden på mobile enheder er markant anderledes. Når vi er på farten, skal det gå stærkt, og vi er meget handlingsorienterede. Det skal afspejles i brugerfladen. Samtidig skal løsningerne stadig fungere på de gamle platforme, som vi bruger, når vi sidder derhjemme og har god tid. I 2015 vil mere end 50% af brugerne kommer fra mobile enheder. Til trods for det har under halvdelen af virksomhederne optimeret deres løsninger til mobil. Det betyder, at hver anden kunde får en dårlig digital oplevelse.
Den anden trend er vores evne til databehandling. Vi kan samle utrolige mængder værdifulde data, men kunsten er at undgå at drukne i dem. I stedet skal vi konvertere data til brugbar information. Systemet skal bruge mine data til at ”nudge” mig til at blive en bedre bruger, f.eks. ved at sortere og prioritere min post eller fortælle mig om relaterede muligheder, og hvad andre gør.
Hvad betyder brugernes forventninger for udviklingen af de offentlige digitale løsninger?
Det offentlige Danmark har valgt en obligatorisk digitalisering af en række processer, og der er politisk opbakning til det. Men det stiller også krav til løsningerne. Vi hører jævnligt kritik af bl.a. NemID, Rejsekort og SKAT for ikke at leve op til brugernes forventninger.
I mange år har vi arbejdet med omfattende kravsspecifikationer, hvor omdrejningspunktet har været teknisk funktion, men ikke brugerens interaktion. Det er man nødt til at vende på hovedet, så vi i stedet designer ud fra brugerens adfærd og ønsker. Brugeroplevelsen får i sidste ende en betydning for, om vi kan digitalisere Danmark i det tempo, vi ønsker.
Hvad skal man særligt overveje, når man som e-Boks skal levere en løsning til alle danskere – med forskellig alder, it-parathed og sociale forudsætninger?
Det er en spændende opgave, fordi vi har fat i en af søjlerne i Danmarks digitalisering. Næsten alle danskere bruger e-Boks, og derfor har man et ansvar for, at brugssituationen fungerer. Der kan vindes meget ved at se på de lavthængende frugter og helt banalt luge ud i grundlæggende irritationsmomenter: Er det nemt at logge ind fra netbanken? Er det let at printe? osv. Her er e-Boks ikke helt i mål endnu.
Ambitionen må være at skabe digitale løsninger, som mange tager til sig af egen fri vilje – både unge og ældre. De unge har en hverdag med sociale medier, som er enormt intuitive og brugervenlige. Vi skal have som mål, at de offentlige løsninger bliver så gode, at de kan matche dette.
Tim Frank Andersen er it-ekspert, foredragsholder og forfatter og har arbejdet med interaktive medier i over 20 år. Han er en af Danmarks mest succesfulde iværksættere, og han har gennem årene stået bag en lang række stærke startups. I dag er han partner og bestyrelsesformand i det digitale bureau In2media og sidder i en række bestyrelser og advisoryboards samt regeringens IKT-råd.