01-03-2021

I lyset af GDPR er efterspørgslen efter løsninger, der understøtter sikker kommunikation, steget markant fra afsendersiden. Det gælder særligt for den store gruppe af små og mellemstore virksomheder – også kendt som SMV’er. Derfor lancerer e-Boks nu en online selvbetjeningsportal kaldet e-Boks Express, der skal imødekomme netop SMV’ernes behov for hurtigt og sikkert at kunne sende dokumenter.

"Vi oplever et stigende behov for sikker kommunikation også blandt små og mellemstore virksomheder. Derfor har vi nu udviklet en simpel løsning målrettet SMV’er, som vi kalder for e-Boks Express, til forsendelse af dokumenter, som indeholder følsomme personoplysninger", siger Erik Abildgaard Knudsen, Product Director i e-Boks.

 

Ikke kun for de store

e-Boks er kendt for at være en løsning til de store virksomheder som for eksempel banker, pensions- og forsikringsselskaber. Men med e-Boks Express er det nu også muligt at imødekomme behovet for at sende sikker post hos de mange mindre virksomheder – helt uden store, omkostningstunge systemintegrationer. 

"Efter GDPR-lovgivningen trådte i kraft har mange små og mellemstore virksomheder efterspurgt en simpel løsning, hvor de sikkert kan sende dokumenter, der indeholder personfølsomme oplysninger, til deres kunder eller klienter. e-Boks Express sikrer, at virksomhederne lever op til reglerne i GDPR, og så kræver løsningen ikke integration med virksomhedens eksisterende IT-systemer, så det er let at komme i gang", siger Erik Abildgaard Knudsen.

Det kræver ikke abonnement at bruge e-Boks Express og der er ingen oprettelsesafgift. Det koster kun 5 kr. ex moms pr. forsendelse (1 credit) og du skal købe 100 credits ad gangen. 

Du får 5 gratis credits ved oprettelse, så prøv e-Boks Express gratis allerede i dag!